English  
 
1. Åbenhed - kommunikation og information 

Principper: Fonden finder, at det er vigtigt for dens virke, fortsatte uafhængighed og optimale handlefrihed at synliggøre dens arbejde.

Af hensyn til omverdenens indsigt i og forståelse for fondens aktiviteter kommunikerer den åbent, ligesom fonden arbejder for gennemsigtighed i sine dispositioner. Fonden skal således redegøre for anvendelsen af sin formålsparagraf samt beskrive kutymen for sine aktiviteter. 

Det har stor betydning, at der er fuld åbenhed omkring alle uddelinger og hele uddelingsvirksomheden, samt væsentligt, at der gives relevante informationer til målgrupperne for fondens aktiviteter. 

 

Bemærkninger: Klar og entydig information om fondens formål, strategi, mål og hensigter, interesser/programmer samt målgrupper skal være nemt tilgængeligt for omverdenen, således at det er åbenlyst, hvad fonden støtter og hvorfor. 

Fondens overordnede formål er fastlagt i dens vedtægter og vil derfor sjældent give anledning til fortolkning eller misforståelser internt i fonden. Det er vigtigt, at formålet kommunikeres ud til omverdenen. For at leve op til ønsket om større åbenhed og gennemsigtighed eksternt, vil der ofte være behov for en uddybning af formålsparagraffen og af hvilke værdier, fonden tilslutter sig eller arbejder ud fra. Mere konkret kan dette gøres ved at formulere en klar vision, mission og strategi, som nærmere angiver mål, opgaver og hensigter. D

Der bør udarbejdes procedurer, som sikrer, at alle væsentlige oplysninger – omkring uddelinger/uddelingsbeløb af betydning for omverdenen – offentliggøres. Anvendelse af moderne teknologi bør tilstræbes.


Sådan læses principperne:

Hvert af de syv punkter beskriver et overordnet princip for god fondspraksis. Sammen sætter de rammen for den gode praksis, som fonden vil arbejde hen imod. 

Bemærkningerne under principperne foreslår måder, hvorpå dette kan opnås.